 |
 |
|
 |
 |
Af andre ting i byen kan nævnes Hovedgaden med Byporten. Et leben med mange biler, mennesker, barer og spiserestauranter, igen til rimelige priser. Vi kan godt anbefale flere af dem. Der findes Ikke så mange deciderede forretninger, men alligevel lidt forskelligt. Andre områder i byen er bygget op om et antal restauranter og indkøbsmuligheder. Her kan der bl.a anbefales en italiensk restaurant med en meget speciel indretning, men med god mad og vin og til gode priser. I nabobyen Benijofar (10 min. kørsel) kan anbefales mexikansk/amerikansk restaurant Yellow Rose of Texas.
Der findes bl.a. også et vandland i byen, minigolfbane og en hel speciel Country Club, hvor der dyrkes en sportsgren, som ikke er spor kendt i Danmark, så den vil vi ikke komme nærmere ind på. Det skal nok opleves. Afstand til Hovedgaden fra huset er ca. 5 - 7 minutter i bil og 35 minutter i rask gang.
Hulerne i Rojales (Cuevas del Rodeo) er et besøg værd. Hulerne er stadig den dag i dag beboede. Nogle af hulerne benyttes også som udstillingslokaler for kunsthåndværkere m.m. Der er et helt specielt hus blandt hulerne, nemlig Casa de la Conchas. Hele huset er både ind- og udvendigt beklædt med tusindvis af muslingeskaller.Et andet hus har udelukkende sit køkken udendørs. Her kan man opleve "fruen" lave mad, vaske op o.s.v. udenfor omgivet af sine hunde og en lille gris.
Der afholdes lokale markeder stort set hver dag med næsten alt mellem himmel og jord et eller andet sted i omegnen af Quesada. F.eks onsdage i Guadamar's gader, torsdage i Rojales, hvor mange lokale køber deres frugt og grøntsager, og hvor vi varmt kan anbefale grillstegte kyllinger til at tage med hjem. Søndage et kæmpemarked på vejen mellem Quesada og Guadamar, hvor man skal komme i god tid, for at få en parkeringsplads. Her findes et utal af forskelligartede barer og restauranter, hvor man kan "nyde" en engelsk breakfast, hvis man er til det, men ellers en god frokost. Her er et hav af boder med alt.
Køb din vin på 5 liters (eller mindre) plastdunke direkte fra træfade. Besøg en "Bodega" på vejen mellem Quesada og Torrevieja. Smagsprøver efter eget valg og med en lille godbid til. Desuden findes en "bodega" ved tankstationen i hovedgaden, hvor det også er muligt at købe vin på plastdunke. Det samme gør sig også gældende på nogle af markederne.
|
|
 |